Python intro
Indledning
Python er et programmeringssprog. Det er altså en speciel form for kodesprog, som giver instrukser til en computer om, hvad den skal gøre. Alle apps på din computer eller telefon er opbygget af kommandoer af denne type. De kan dog være skrevet i mange andre programmeringssprog end Python.
Nedenfor finder du en række Python-programmer. Enten helt uden forklaring eller kun med korte forklaringer. Ved at arbejde med øvelserne efter de forskellige programmer, vil du kunne udvikle en forståelse af
- hvad et program er
- hvordan et programmeringssprog som Python fungerer
- hvordan et computer laver matematiske beregninger
- at alt, hvad en computer kan bruges til, er opbygget af kommandoer som disse.
De enkelte programmer kan køres ved at trykke på “Run Code” knappen over programkoden.
Efter programmet vil der som regel være en boks med bemærkninger og en boks med øvelser. Kommentarne kan være en uddybelse af, hvad der sker i programmet, eller tekniske detaljer, som ikke er nødvendige i første omgang.
I øvelserne kan du udforske de enkelte programmer, ved at tænke over hvordan de fungerer. Du kan modificere programmet (ændre i koden) og se hvilken forskel dine ændringer gør. Og du kan være helt rolig. Hvis du kludrer rundt i det, kan du bare trykke på “Start over”-knappen over koden. Så kommer du tilbage til udgangspunktet.
Du bliver nok ikke programmør af at følge øvelserne, men hvis du bliver inspireret til at lære mere, er der masser af inspiration af hente på nettet, fx. på youtube: søg på youtube.com. Her kan du både finde instruktioner om, hvordan du kan installere Python på din computer, og hvordan du kan lære selv at skrive programmer.
Alle programmerne på denne side kører lokalt i browseren på din maskine, men der installeres ikke noget på din computer. Hverken filer eller cookies.
Derfor er siden sikker at bruge. Du bliver ikke tracket, og ingen oplysninger om dig bliver gemt nogen steder.
Det betyder også, at de ændringer, du laver i et program, ikke bliver gemt nogen steder. Hvis du forlader siden og kommer tilbage, er dine ændringer væk. Hvis du gerne vil huske, hvad du har gjort, kan det være en god idé at kopiere den ændrede kode over i et dokument på din computer. Så kan du altid sætte den ind igen på et senere tidspunkt, hvis du vil eksperimentere videre.
God fornøjelse med programmerne!